Det var ferieperiode, for min dejlige familie – inklusiv mig selv. Selvom jeg havde indstillet mig på, at være top positiv og holde ferie med min familie, vidste jeg godt, at det ville blive ekstremt krævende.
Vi tog en tur til Bornholm, hvor første krævende etape var færgen. Det var sindssygt krævende og tog al min kapacitet, for at holde panik anfaldene nede. Jeg kunne ikke køre bilen ombord, eller tage vare på andre end mig selv. Jeg havde mit headset op på fuld skrue, med noise reduction og høj musik. Det fede ved panik anfald er, at du ikke ved hvornår de kommer – og når de kommer, så varierer styrken og længden altid. Der er kun ét at gøre. Træd ud i det og lad kroppen gemmenleve mareridt på mareridt, for at komme tilbage til “normalen”. Det er oprigtigt noget, jeg ikke ønsker, at andre mennesker skal prøve at opleve. Jeg er i skrivende stund(17/8/2024), altså et år senere, fuldstændig overbevist om, at det er sådan noget der gør, at folk kan blive afhængige af diverse substanser, for at komme igennem hverdagen. Jeg har solid erfaring på området med panik anfald – ikke substanser og giver gerne en gratis hjælpende hånd, hvis du står, eller kender en der gennemgår sådan noget og skal have hjælp.
Vi fik gennemført turen til Bornholm, med relativt mange stress-symptomer og kom tilbage til sjælland, hvor vi tog i sommerhus. For første gang i ca. 8 måneder vågnede jeg op og havde en normal tilstand i kroppen. Jeg turde ikke tro på det. Vi snakker fuldstændig normal følelse – ingen stressreaktioner, ingen PTSD, ingen kvalme, ingen rysten i kroppen, ingen hylende toner i ørene, ingen vejrtrækningsproblemer. Jeg var tilbage til livet og faktisk i endnu bedre “stand” end jeg nogensinde kunne huske.
Inden ferien, havde jeg anmodet om et møde med en psykiater, som vi afholdt efter ferien, for at se om jeg var helt brændt af i krop og sind, eller om det “bare” var et stresskollaps. Psykiaterens vurdering var, ligesom lægen og psykologen, at det var et kollaps – i den ydre/kritiske ende af skalaen.
Herfra starter min rigtige tilbagevende til livet, som normalt fungerende menneske i små, men betydelige etaper.
Hér kommer et par sparsomme udsnit fra nogle af de bedste episoder i Juli/August:
3/8/2023. Møde hos psykiater. Pænt angstprovokerende at møde op på sådan en klinik. Hvis der er noget jeg er bange for, er det folk der kan indskrive folk på en klinik, eller har fri adgang til at udskrive medikamenter, der kan ændre på din personlighed. Jeg var lidt presset, men fik fortalt om min historie. Psykiateren havde allerede printet en side ud med noget info, på nogle angstdæmpende piller jeg lige kunne kigge på. Jeg tænkte, No fuc…. way, om jeg skal til at indgå et forløb med de kemikalier der, nu hvor jeg er kommet så langt. Jeg anerkender, at det er noget der virker for nogle mennesker. Det kunne måske også have hjulpet mig i starten, hvor jeg var kørt helt i knæ. Vi blev enige om, at jeg ikke ville indgå i en behandling, men at jeg havde en åben henvisning i 6 mdr, hvis der blev behov.
25/8/2023. Første tilbagevenden til min arbejdsplads. Jeg havde virkelig glædet mig til, at se mine kolleger igen. Det var en blid opstart, med et kort visit på en times tid. Jeg var top tunet på vejen derhen, men da jeg ankom gik min krop i fuldstændig panik. Jeg holdt på, kom ind, sludrede lidt og svedte fuldstændig sindssygt meget. Jeg gik efter en times tid og gik direkte hjem og sov, da al min energi var opbrugt.
Det var herfra, at min rigtige tilbagevenden til livet tog fart. Jeg tog dagene i et ekstremt roligt tempo, for at komme igang, igen. Jeg var begyndt at få lysten tilbage, til at læse, bygge, fejlsøge, teste. Alle de ting, man roder med i IT-branchen på et generelt plan.
Jeg har stadig en del ting jeg døjer med(August 2024), efter det her stress-kollaps. Jeg var bla. inde og få lavet en tand for et par dage siden, som der var gået infektion i da mit immunforsvar var helt i bund. Da jeg skulle bedøves, fik jeg de sygeste panik anfald igen. Noget jeg ikke har haft i et års tid, men som ligger på lur. Min krop rystede, jeg kunne ikke sidde stille og havde svært ved at kontrollere min vejrtrækning optimalt. Jeg er dog ikke bange for dem, de skal bare komme an. Over tid, lægger det sig fuldstændig i baggrunden og jeg er nu nogenlunde tilbage til et normalt liv igen, som jeg arbejder på, bliver endnu bedre end det nogensinde har været.
/Christopher
DA 
EN