Februar

Da vi trådte ind i Februar, begyndte det virkelig at gå ned ad bakke. Jeg gik fra at opleve stress og Angst anfald, til at være i ét stort kollaps hver evig eneste dag. Når jeg lukkede min øjne op, anede jeg ikke hvor dårlig min dag blev, men jeg var indstillet på, at det krævede 100% af min menneskelige kapacitet og jeg talte timerne til, at jeg kunne få lukket øjnene igen. 

Min krop & sind var kørt helt ud på et sidespor, jeg kunne ikke længere stå op og være sammen med min familie og jeg havde meget svært ved at overskue, at være alene med vores børn. Bare dét at de bevægede sig hurtigt, eller kom op at toppes, som børn nu gør, satte de vildeste angst anfald igang, hvor jeg hyperventilerede, fik tunnelsyn og ringen for ørerne. Samtidig fik jeg en enorm kvalme, koldsved og så føltes det som om, at min krop blev gennemboret af tusindvis af nåle i slowmotion. 

Jeg var nu fuldtidssygemeldt fra mit arbejde med stress og skammede mig helt vildt over det. Det føltes nedværdigende og jeg kunne ikke udstå tanken om, ikke at skulle bidrage til samfundet og skulle køres ind i den store jobcentermølle, med alle fordommene omkring deres kompetencer kørt i stilling. 

Jeg begyndte at lave tung styrketræning, hver eneste dag, som virkelig fik presset adrenalinen ud af kroppen ved angstanfald. Dette, koblet sammen med meditation og vejrtrækningsteknikker, er noget at det mest effektive på “markedet”. 

Hér kommer et par udsnit fra nogle af de bedste episoder i Februar:

Samtale i jobcentret 16/2/2023. jeg kom anstigende til jobcentret kl 9:45, et kvarter før der skulle afholdes et møde. Jeg kom ind i receptionen, hvor der var en del borde/stole, hvor der sad en flok tvivlsomme typer, der udvekslede gloser på diverse sprog, meget højlydt. Jeg tjekkede mig ind, satte mig ned på en stol for at vente på, at mit navn blev råbt op. Så sagde det SLASK og jeg blev så svimmel, at jeg væltede ned fra stolen, totalt omtåget, ringen for ørerne, mine arme & ben rystede som en hund der er bange for fyrværkeri. Mit syn var helt sløret og mine hænder og fødder summede og blev iskolde. Min krop gjorde klar til en flygt-øvelse af den værste skuffe. Jeg husker der sad en ældre mand, der snakkede til mig, men jeg kunne slet ikke høre eller se ham. Jeg kravlede hen til receptionen og bad dem sende deres sagsbehandler ud til mig på parkeringspladsen i stedet, hvis de havde lyst. Ellers var min intention bare at køre langt væk og ikke kigge mig tilbage over skulderen. 

Der kom en sød dame ud, som lige screenede, at det ikke var en omgang bullshit jeg havde gang i. Vi blev enige om, at hun ringede til mig på telefonen hvor vi tog mødet i stedet. Hun sad på sit kontor og jeg sad i min bil, hvor vi afviklede mødet.  

Legeaftale I en weekend, hvor min hustru arbejdede 18/2/2023. Dette var nok en af mine værste oplevelser overhovedet, målt op imod, ikke at sove i en hel uge, der kommer på absolut anden pladsen. Fruen var på arbejde denne weekend. Hun arbejder som sygeplejerske, så weekenderne var nogle gange allokeret til mig med børnene, alene. Vi tog hjemmefra ved 10 tiden, hvor jeg allerede kunne mærke, at jeg havde brugt en del energi på, at konfliktmægle, pakke bil og trække overskuddet op for 3 personer. Vi når lige at dreje fra til en motorvejsafkørsel hvor min krop begynder at gå i panik. Jeg fik svimmelhed, rysteture, kvalme, vejrtrækningsproblemer. Heldigvis var der er et skovområde man kunne dreje af ved, som jeg lige akkurat nåede. Jeg havde på forhånd pakket rigeligt med snacks, hvis der skulle opstå situationer som denne. Børnene blev udstyret med en iPad og snacks og Efter 10-15 min, hvor jeg forsøgte at få min krop i ro med vejrtrækningsteknikker, begyndte vi at trille afsted igen. Jeg havde det fuc…. ringe, men var opsat på at komme afsted. Vi trillede ud på motorvejen i mod Hillerød og SLASK!, så kom symptomerne igen med en faktor 100 i styrke. Mine hænder rystede så voldsomt, at jeg ikke kunne holde på rattet og alt blodtilførsel til arme og ben forsvandt. Mine hænder og ben blev IS KOLDE og jeg kunne absolut ikke trække vejret, se klart eller høre noget. PANIK PANIK, jeg måtte dreje bilen ind i nødsporet, slå havari blinkene til og samle mig. Jeg rystede, frøs, trak vejret vanvittigt tungt og dårligt og kunne knapt nok se ud af mine øjne. Ydermere fik jeg en meget klar blodsmag i munden, der virkede uoverskueligt at deale med. Herfra, var der under 10 km hjem igen, hvilket jeg brugte ca.1 time på, ad små veje i et stort panik anfald med 2 børn på bagsædet. Det var forfærdeligt, rædselsfuldt og noget jeg ikke ønsker nogle mennesker skal opleve. 

Møde med Psykolog for første gang 20/2/2023. Jeg kørte imod Østerbro, hvor jeg havde tid hos en psykolog. Jeg tænkte kun på, at komme hen til vedkommende, så jeg kunne få noget hjælp og blive “fikset”. Jeg havde snakket med vedkommende en gang før, som fortalte mig, at den omgang stress med dertilhørende angst virkelig kan være ond, men jeg i det mindste kunne trøste mig selv med, at jeg ikke døde af det, måske højst at besvime, men ikke dø – HAHA tænkte jeg. Jeg mødte op i go’ tid, en halv time før, for lige at få afdækket omgivelserne jeg skulle møde. Jeg bippede mig ind på en dør tlf og op ad trapperne det gik. SLASK! Igen, blev jeg ramt af et anfald for fuld smadder. Jeg mistede orienteringen, synet var mere eller mindre væk, min hørelse væk, min balance var kørt i knæ og jeg var vanvittig svimmel. Jeg kravlede op ad trappen, og fik rejst mig op, da jeg stod foran psyk-døren. Jeg var ved at dø, min krop spassede MAX ud på alle parametre. Jeg tog tilløb og bragede ind igennem døren, vanvittig forpint og satte/lagde mit i et venteværelse helt krøllet sammen på en stol. Personen kom og hentede mig og kiggede på mig som om, at alt var helt normalt. Bare kom med Christopher, vi skal være herinde. Jeg satte mig i en stol, fuldstændig kørt i sænk og læsbede et forpint hej da panik anfaldet nr 2 indenfor 15 min ramte mig igen. Jeg gispede efter vejret, samtidig med jeg prøvede at snakke og psykologen agerede som om, at det var helt normalt. Jeg nåede at fremstamme at jeg ikke stolede en fløjtende fu.. på personen som det første, da jeg følte min verden var braget sammen. I løbet af denne session fik jeg 2 anfald mere inden vi endelig blev færdige og jeg kunne komme væk derfra. 

Kørte forbi mit arbejde i bil 25/2/2023. Jeg prøve at køre forbi mit arbejde, for at teste hvordan min krop ville reagere. Jeg havde det generelt ad hel….. til, så jeg tænkte ikke, at det kunne blive markant værre…. Udover…. At starte et panik anfald igen. Heldigvis et lidt lettere et, men stadig så markant, at jeg blev nød til at komme væk så hurtigt som muligt. Jeg fortsatte denne øvelse i både bil og på cykel med både tildækket krop/hovede, så jeg ikke skulle møde nogle jeg kendte, samt med frit hovede. Alt sammen for, at teste min krop maksimalt hver gang. 

/Christopher